Lille, sødt sommerhus i første række til havet – perfekt til parferien
Hus-ID: LK1991Trænger I til en hyggelig parferie ved den jyske vestkyst? Hvor I har god tid til at nyde hinandens nærvær og have fri adgang til stranden og den flotte natur? Så skal I skynde jer at booke dette charmerende, lille sommerhus, der ligger for enden af en lukket vej og lige ud til Grønhøj Strand mellem Blokhus og Løkken.
Velkommen indenfor
Et sommerhus på 30 m2 lyder umiddelbart ikke af meget, men takket være den hyggelige og funktionelle indretning har I alt det nødvendige inden døre. Sofaen er det helt rette sted at flette fingre eller sidde fordybet i en god bog – bare I husker at kigge op engang imellem for at beundre det flotte klitlandskab, der breder sig udenfor vinduerne. Rummets kvadratmeter er godt udnyttet, for der er også plads til et spisebord/skrivebord, en dobbeltseng og et simpelt, men pænt køkken, og alt interiør er for øvrigt holdt i lyse farvetoner, hvilket giver en charmerende kontrast til træbeklædningen på vægge og lofter. I entréen har I plads til at hænge overtøjet og stille skoene, og endelig er der et brusebadeværelse i huset.
Nyd livet udenfor
Det er skønt at hygge sig inden døre, men så snart solen skinner over Grønhøj, er det nu fristende at rykke driverlivet ud på terrassen. Den breder sig hele vejen rundt om huset, så I har flere opholdspladser at vælge imellem, inden I slår jer ned i havestolene. Overalt breder det marehalmsklædte landskab sig, og hvis I sætter jer mod vest, kommer I endda til at sidde i første parket, når solen sænker sig bag den yderste klitrække.
Kom tæt på de lokale oplevelser
De smukke solnedgange kan I selvfølgelig også opleve direkte fra stranden, og når I bor bare 90 meter derfra, kan det endda være en spontan beslutning at tage aftenkaffen med ned på sandet. Fra den lukkede Lonesvej tager det kun et øjeblik at gå over klitterne, før I står med fri udsigt til det mægtige Vesterhav – så en opkvikkende morgendukkert eller en løbetur i vandkanten kan også nemt blive del af ferieprogrammet. Fra Grønhøj er det for øvrigt nemt at tage på udflugt i lokalområdet, uanset om I vil besøge Løkken og Blokhus eller søge langt ud i naturen.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Løkken. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Rengøring inklusiv
Forsikring inklusiv