Velindrettet feriehus tæt på by og strand ved Nykøbing
Hus-ID: 11183Sommerhusområdet ved Nykøbing Nordstrand er populært og attraktivt, fordi det ligger mellem byen og stranden i fredelige omgivelser. Her er hverken langt til restauranter, supermarkeder eller shopping. Sommerhuset ligger også tæt på oplevelser i naturområderne som fuglereservatet Hov Vig og Rørvig Sandflugtsplantage. Og stranden ligger lige nede for enden af vejen i sommerhusområdet.
Velkommen indenfor
Sommerhuset er en skøn ramme om ferien for en familie på fem. Her er en stor rummelig stue og stort åbent køkken midt i huset. Der er masser af plads ved det lange køkkenbord til at bage boller eller lave pizza, snitte salat og i det hele taget bare være sammen om madlavningen. Omkring det store spisebord kan I samles til hygge og samvær, og spille efter maden, men I kan også fordele jer mellem sofagruppen og spisebordet. Endnu mere tillokkende er den store havestue, som har et indbydende sofaarrangementet, og lokker til en dyst på bord-fodboldspillet. Når dagen går på hæld og I går til ro, kan I efter en god nats hvile slå dørene op direkte til haven fra hvert af soveværelserne.
Nyd livet udenfor
Huset har hele to store terrasser med borde og stole bag læhegn, og når I har spist, vil børnene uden tvivl tage en hoppetur i den store havetrampolin eller en tur i gyngen, der hænger ned fra fyrretræet. En gang havefodbold kan I også spille, inden I skal en tur til stranden få hundrede meter nede af vejen, for her ligger Kattegat med en dejlig badestrand og lækkert badevand.
Kom tæt på de lokale oplevelser
I Feriepartner Odsherred vil vi anbefale hele familien at tage på en vandretur på Højsandet i Rørvig. Turen på selve Højsandet er en smuk og varieret tur, og så er den kun på 1,3 km, men turen kan forlænges med turen rundt om Dybesø, ligeledes på 1,3 km eller videre langs Flyndersøvej og Flyndersø til naturområderne Korshage og Skansehage op til 10,8 km.
Højsandet er en indlandsklit skabt af mennesker, som anlagde risgærder, som sandflugten fra Kattegat gennem tiden har lagt sig over og forhøjet, så Højsandet når en højde af 8 meter mellem Rørvig og Dybesø. Denne sø er egentlig slet ikke dyb, kun op til 2,3 meter, mens Flyndersø øst for Dybesø er meget lavvandet. Begge søer er tidligere lavninger i Kattegat.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Rengøring inklusiv
Forsikring inklusiv