Skønt sommerhus med flot arkitektur ved Kysing Strand tæt på Aarhus
Hus-ID: 30146Det er en stor fornøjelse at byde indenfor i dette helt enestående og nybyggede sommerhus fra 2022.
Det arkitekttegnede hus er gennemført stemningsfuldt - og set fra oven har form som en som merfugl!
Indendørs
Ved Kysing Strand har man mulighed for at nyde ferien i dette helt særlige sommerhus, der både er en arkitektonisk perle, og samtidig har en god fordeling af de 4 soverum, 2 badeværelser og et stort og rummeligt køkken/alrum. I dette rum hvor alle kan samles, har man endda udsigt til havet.
Det første rum, man træder ind i, er køkkenet. Det er et lyst og moderne køkken, der har god plads til at tilberede feriens måltider bl.a. ved kogeøen, der er placeret centralt i rummet. Det indbyder til, at alle kan være med til madlavningen og nyde kvalitetstid sammen. Køkkenet er udstyret med bl.a. ovn, kaffemaskine og et vinkøleskab. De store gulv til loft vinduer giver et dejligt lysindfald, og en god sammenhæng med terrassen, der er direkte udgang til fra køkkenet. Ved siden af køkkenet er spisebordet placeret midt i rummet, så her er et godt overblik over køkken, stue og dejligt udsyn til havet.
I åben forbindelse med køkken og spiseplads er stuen indrettet med en komfortabel hjørnesofa og et TV på væggen. Ønsker man en afveksling fra havkigget, kan man altså tænde for TV'et og benytte sig af Chromecast´en, hvor det er muligt at vælge egne kanaler og indhold. Husets har også hurtigt internet til fri afbenyttelse.
Sommerhusets særlige form giver nogle hyggelige og organiske rum, der har runde hjørner og godt lys fra vinduerne. Det symmetriske hus har to soveværelser og et badeværelse i hver fløj med køkken/alrummet i midten. De fire soveværelser er lyse, med god opbevaringsplads samt komfortable senge, der er sat sammen til dobbeltsenge eller bevaret som enkeltsenge. Det giver plads i huset til i alt 8 overnattende gæster. Derudover er der også en barneseng og barnestol tilgængeligt i huset.
De to badeværelser er moderne indrettet med farvede fliser samt et stort bruse hoved. Badeværelserne er ikke store men er funktionelle og med gulvvarme. I resten af huset, hvor der er Træ/parketgulve, er der også gulvvarme, hvilket gør det let at holde en god temperatur i huset året rundt.
I et udhus, hvorfra der er adgang via terrassen kan man benytte sig af vaskemaskine og tørretumbler.
Udendørs
Sommerhuset er omkranset af en græsplæne, samt enkelte træer og hæk. Grunden har plads til udendørs aktiviteter som fodbold, men den er også åben, hvilket bevarer gode udsigt til vandet. Derudover er der to træterrasser, den ene med udgang fra stuen er østvendt, mens den anden større træterrasse med udgang fra køkkenet er vestvendt. På terrassen findes havemøbler, liggestole samt en grill. Når vejret tillader, er det perfekt at tage sine måltider eller et glas vin med ud og nyde solnedgangen. Terrasserne er fint rammet ind af huset, hvilket både giver læ og mere ugenert ophold på terrassen.
Der også en udebruser, så det er let at tage en skyller efter en tur på stranden, der kun er 75 meter fra sommerhuset. Husets moderne form spiller godt ind med naturen, da det er bygget i træ og med mos og græs på taget.
Har du elbil med, er det tilladt at oplade din bil ved huset. Medbring selv kabel.
Beliggenhed
Sommerhuset ligger meget tæt på fjord, hav og en god badestrand ved den smukke østjyske kyst.
Der er ikke langt til den hyggelige Norsminde Havn. Her kan I bl.a. besøge Fiskehuset og få lidt let at spise på kajen, eller I kan spise på den kendte kro, Norsminde Kro.
Er I til vandreture, så er der rig mulighed for dette, da I både kan gå rundt om næsset og ind i selve fjorden. I må heller ikke snyde jer selv for at gå en tur hele vejen rundt om Kysing Næs, dette er en virkelig dejlig tur.
Sommerhuset ligger også tæt på Aarhus og bussen kører fra havnen flere gange dagligt. Tag for eksempel bussen ind til Aarhus og nyd en kop kaffe eller en frokost ved Aaen midt i byen, og gå derefter en tur i den super flotte gågade. Det anbefales også at besøge kunstmuseet Aros og Musikhuset, som ligger midt i byen.
Sommerhusets centrale beliggenhed i Østjylland betyder, at man er tæt på både de største attraktioner og de største kulturelle arrangementer. Legoland, Givskud Zoo, Djurs Sommerland, Kattegatcentret og mange andre store attraktioner ligger i køreafstand fra sommerhuset.