Stråtækt sommerhus i vidunderlige naturomgivelser
Hus-ID: OH397Lille Vildmose og Kattegat er lige i nærheden, når I holder ferie i denne stråtækte perle af et sommerhus. Grunden grænser desuden lige op til det fredede område Mulbjerge, så mere naturskønne omgivelser er mildest talt svære at finde.
Indretning
Mulbjerggaard, som den stråtækte ejendom passende hedder, har ligget her i det smukke kystlandskab siden 1870. Inden døre er rummene blevet moderniseret, hvilket blandt andet køkkenet og badeværelset vidner om, og det lyse møblement er udvalgt, så det passer godt til den klassiske bondehusstil. Opholdsafdelingen består af et rummeligt spisekøkken og en stor stue med brændeovn, mens to badeværelser ligger side om side ved entréen. Efter en lang dag med udflugter, afslapning i haven og hyggestunder inden døre kan I glæde jer til at sove længe på de fire soveværelser, hvoraf to er indrettet med en enkeltseng, det tredje med to enkeltsenge og det fjerde med en dobbeltseng. I stuen står der derudover en sovesofa, så i alt kan syv personer være her i huset – og op til to husdyr er for øvrigt også velkomne, hvis I gerne vil have hunden med på ferie.
Udendørs
Sommerhusgrunden er dejligt stor og ugeneret, så det er et skønt sted at slappe af og nyde solskinsvejret. Havemøbler og liggestole er til rådighed, men det skal bemærkes, at det ikke er tilladt at grille her, fordi området er fredet. Til gengæld er det oplagt at pakke havespil og bolde i feriebagagen, for der er god plads til at lege og boltre sig på græsplænen.
Be liggenhed
Naturelskere finder simpelthen ikke en meget skønnere plet på Danmarkskortet. Ferielivet kommer nemlig til at udspille sig blot 300 meter fra Kattegat og få kilometer fra Lille Vildmoses uberørte natur og mangfoldige dyreliv. Vil I ned på stranden, kan I følge stien, der går forbi naboejendommen Kystvej 173, og ellers kan I begive jer ind i det indhegnede, fredede område Mulbjerge, som grunden grænser op til. Her er hunde tilladt, så længe de er i snor, og hvis I bestiger Gulhøj, kan I nyde udsigten over det flotte morænelandskab og havet. Begiver I jer lidt længere væk, kan I køre sydpå langs med kysten til badebyen Øster Hurup, og nordpå kan I besøge Egense og tage færgen over Limfjorden til hyggelige Hals.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau)