Lækkert aktivitetshus til 14 personer ved Als Odde
Hus-ID: OH459Legebørn og livsnydere kan se frem til en skøn ferie i dette lækre sommerhus, der byder på spabad på det ene badeværelse, et stort aktivitetsrum og vildmarksbad på terrassen. Inden døre har I hele 200 m2 og seks soveværelser at gøre godt med, så I kan nemt samles op til 14 personer her på Skovbrynet 5 ved Als Odde.
Indretning
Der hviler en dejlig atmosfære over rummene i sommerhuset, der har store vinduer, lyse trævægge og akustiklofter, der går helt til kip. Husets seks soveværelser er fornuftigt fordelt i flere ender af huset, og de er udstyret med en blanding af dobbeltsenge, enkeltsenge og køjesenge, så der er noget for ethvert behov. Når I er mange samlet, er det smart, at der er to badeværelser i huset – og så har det ene endda wellness-faktor i form af et spabad. Opholdsafdelingen består af stue, aktivitetsrum og køkken i åben forbindelse, så her kan I lave mad, samles omkring langbordet eller slappe af i sofaerne nær brændeovnen. En del af selskabet kan også spille pool, bordfodbold og airhockey, og hvis alle vil være med, kan I lave turneringer for at finde feriens absolutte stormestre.
Udendørs
Solskinstimerne kan I oplagt nyde på den 3400 m2 store grund, der omkranses af flotte løvtræer. Til børnene er der gynger og andre legefaciliteter, og I har god plads til at boltre jer på græsplænen. I skal også huske at afsætte tid til at slappe af på den store træterrasse, der ligger sydvest for sommerhuset. Her er der liggestole, parasol og sågar et vildmarksbad til de rolige stunder, og hvis I vil grille og spise aftensmad ude i det fri, er der siddepladser ved havebordene til alle.
Beliggenhed
Als Odde er et naturskønt og fredeligt sted at holde ferie. Der er en legeplads i kort gåafstand fra sommerhuset, og hvis I vil soppe og bade i Kattegats lave vand, har I heller ikke langt til kysten. Der er også mulighed for at fylde feriedagene med lystfiskeri, SUP, kajakroning, cykelture og andre sjove aktiviteter i det skønne landskab ved østkysten og Mariager Fjord. I kan selvfølgelig også bare tage den fuldstændig med ro – for eksempel på en strandtur til Øster Hurup, hvor I kan dase på et strandtæppe, mens børnene bygger sandslotte.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).