Dejligt sommerhus med anneks i rolige naturomgivelser
Hus-ID: 0191For enden af en lille stikvej i Kongsmark finder du dette charmerende sommerhus, der ligger med et tilhørende anneks på stor og skøn naturgrund.
Velkommen indenfor
Sommerhuset er et kønt træsommerhus, og det har stået her i de naturskønne omgivelser siden 1974. I 2016 blev huset renoveret, og der er fundet en perfekt balance mellem klassisk dansk sommerhuscharme og moderne komfort i de lyse, atmosfærefyldte rum. Det sociale samlingspunkt er stuen, der er et herligt opholdsrum med et flot åbent køkken, brændeovn og stilfuld møblement. Et soveværelse med dobbeltseng hører også til planløsningen foruden et badeværelse, der er lækkert indrettet med glasbruseniche og badekar. Har du brug for flere sovepladser, er der to dobbeltsenge og en sovesofa i det rummelige og velholdte anneks.
Nyd livet udenfor
Fra stuen har du direkte adgang til en dejlig, sydvestvendt fliseterrasse. Her kan du sidde og nyde solskinnet og udsigten til naturgrundens flotte beplantning, mens du læner dig tilbage i havestolene og overvejer, hvad der skal på menuen, når du ved aftenstiden tænder op i grillen.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Har du besluttet dig for at grille pølser eller gode bøffer, er der ikke langt til den lokale slagter, som også ligger i Kongsmark. Vil du hellere spise fisk, kan du tage til Havneby for at handle i fiskebutikken – og hvis du foretrækker at få maden serveret, er der et godt udvalg af spisesteder rundt omkring på Rømø. Sommerhusets centrale beliggenhed i Kongsmark gør det nemt at komme på tur, uanset om du vil bade i Vesterhavet ved Lakolk Strand, køre kitebuggy på Sønderstrand, spille golf i Havneby eller nyde udsigten fra Juvre-diget. Får du lyst til et besøg på fastlandet, kan du nemt køre over Rømø-dæmningen.