Beskrivelse
Der er lagt op til en uforglemmelig livsnyderferie i dette elegante kvalitetssommerhus i Kromose. Den flotte feriebolig fra 2018 ligger i første parket til Vadehavet, og havudsigten kan nydes fra stuen, terrassen og endda fra spabadet og saunaen på det ene badeværelse. Med andre ord er både beliggenheden og indretningen mildest talt i særklasse.
Velkommen indenfor
Blot et hurtigt blik på den moderne arkitektur vil vise, at sommerhuset hæver sig langt over standarden. Det demonstreres også tydeligt inden døre, hvor hver eneste af husets 150 m² er elegant indrettet med åbne rumforløb, store vinduespartier og en imponerende loftshøjde. Det stilfulde inventar er nøje udvalgt, så ferielivet bliver særdeles komfortabelt inden døre. I kommer eksempelvis ikke til at mangle noget i opholdsrummet, hvor stue og køkken er integreret. Her kan I hygge jer med madlavning, udsøgte måltider og sofaafslapning nær brændeovnen, mens Sonos Sound-systemet sørger for dejlig musik – og uanset hvor I opholder jer, er Vadehavet det smukke bagtæppe for ferieaktiviteterne. Har I lyst til en god film, er Apple-fjernsynet eller Chromecast det perfekte udstyr. Fra opholdsrummet er der åben forbindelse til en hems, der er opdelt i to afdelinger: Et legeområde med puder og tv er mest til børn, mens voksne vil sætte pris på læsehjørnet, der byder på et lille bibliotek, en lænestol og flot naturudsigt tværs gennem stuen. Foruden opholdsafdelingen byder planløsningen på en entré med vaskefaciliteter samt to badeværelser og fire soveværelser med i alt otte sengepladser. I de to soveværelser med enkeltsenge kan sengene skubbes sammen til en dobbeltseng. Alle rum opvarmes med gulvvarme, og særligt badeværelserne fortjener et par ekstra ord med på vejen, for de er begge særdeles ekstravagante. Som en raffineret detalje kan I ligefrem nyde Vadehavsudsigten, når I slapper af på det ene badeværelse i spabadet og i saunaen.
Nyd livet udenfor
Panoramaudsigten over Vadehavet får I også glæde af, når I opholder jer ude i det fri, for en del af sommerhusets flotte, delvist overdækkede terrassemiljø er orienteret ud mod vandet. Er I morgenmennesker, kan I beundre de flotte solopgange over tidevandsområdet, og i takt med solen kan I flytte om på terrassen på husets vestside. Om aftenen kan I benytte jer af udespaen, for der er ikke noget så herligt som at slappe af i et varmt bad under åben himmel, mens månen spejler sig i Vadehavet. Spabadet er en særlig smart model, så I skal bare trykke på en knap, før det automatisk fyldes op og opvarmes til 39 grader.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Omgivelserne i Kromose er skønne, for feriehuset ligger fredeligt og ugeneret på en privat vej. Med sådan en beliggenhed er det naturligvis oplagt at se nærmere på Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste som et unikt tidevandsområde. Vadehavet er hjemsted for massevis af stillehavsøsters, og en stor del af året kan I tage på en guidet østerssafari, hvor I vandrer ud for at samle de smagfulde skaldyr. Tager I ud i naturen på egen hånd, kan udflugter til Kirkeby Plantage, udsigtspunktet Spidsbjerg og den dejlige Lakolk Strand anbefales. Som feriegæster i sommerhuset har I desuden gratis adgang til badelandet i Skærbækcentret, så det er oplagt at køre over dæmningen og ind til fastlandet.