Eksklusiv feriebolig med skøn beliggenhed i Havneby
Hus-ID: 1563Velkommen til denne dejlige feriebolig, der ligger smukt placeret i feriebyen ved Enjoy Resorts Rømø nær Vadehavet og lige ved den lokale golfbane.
Velkommen indenfor
Der er nærmere bestemt tale om et arkitekttegnet rækkehus med stråtag og rødbrun teglstensfacade, der passer flot ind i Rømøs natur. Huset ligger i anden række lige ud til det åbne kystlandskab, og fordi der er åbnet op lige foran boligen, har I en fin udsigt over den vidtstrakte golfbane, der går helt ned til Vadehavet. Det grønne vue kan nydes fra førstesalens skønne stue såvel som opholdsrummet, der ligger i stueplan. I sidstnævnte opholdsrum er stue og køkken integreret, og det er et stort, lyst og herligt rum at tilbringe tiden i. Stueplan byder desuden på et pænt badeværelse og to gode soveværelser med dobbeltseng – og skulle I have brug for flere sengepladser, er der mulighed for at rede op på sovesofaen på førstesalen.
Nyd livet udenfor
I stueplan har I direkte adgang til husets to terrasser, der vender mod henholdsvis syd og nord. Vil I hellere nyde udsigten lidt fra oven, skal I slå jer ned på førstesalens store altan, som også vender mod syd og dermed ud mod golfbanen. Udearealerne er udstyret med liggestole og havemøbler, og der er også en grill, hvis I vil tilberede sommermåltiderne under åben himmel.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Hvis I gerne vil bo tæt på sjove ferieaktiviteter, lækre restauranter og flot natur, har I fundet den helt rette feriedestination. Huset ligger nemlig få hundrede meter fra Havnebys midte med gode indkøbsmuligheder, cykeludlejning, spisesteder og selvfølgelig havnen, hvor I kan se rejekutterne komme ind og selv tage færgen mod naboøen Sild. I Enjoy Resorts Rømø kan I mod betaling bruge deres spa- og fitnessfaciliteter, og der er også mulighed for at spille golf på linksbanen. Af naturoplevelser kan vi blandt andet anbefale en tur til Sønderstrand, som er Nordeuropas bredeste sandstrand. Her kan I bade i Vesterhavet, tage på ridetur med en af de lokale hesteudlejninger eller prøve blokart og andre former for strandsejlads. Når I er på Rømø, skal I selvfølgelig også se nærmere på Vadehavet, som er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Forsikring inklusiv
Rengøring inklusiv