Moderne ferielejlighed med god tilgængelighed og skøn havudsigt
Hus-ID: 0450Når I holder ferie i denne ferielejlighed, bor I højt hævet over Havnebys centrale torv og har udsigt til Vadehavet mod to verdenshjørner samt Listerdyb mod Sild. Den attraktive beliggenhed er bestemt ikke den eneste kvalitet, for selve lejligheden er lys og lækker, og derudover er tilgængeligheden god for både kørestolsbrugere og gangbesværede.
Velkommen indenfor
Lejligheden ligger på anden og dermed øverste sal i en nyopført ejendom fra 2020, og turen derop kan foregå via elevator. Inden døre er atmosfæren let og luftig, for de store vinduespartier sørger for et dejligt lysindfald, mens den gode loftshøjde og de neddæmpede farvetoner stemmer smukt overens. At ferieboligen er handicapvenligt indrettet betyder blandt andet, at der er brede døre, et specialindrettet køkken og ingen besværlige trin, når I skal bevæge jer mellem rummene eller ud på altanen. Der er derudover godt med plads i lejligheden – og det gælder både på de to soveværelser og badeværelset såvel som i opholdsrummet, hvor stue og køkken ligger i åben forbindelse. Som endnu en praktisk detalje er der en sovesofa i stuen, så i alt er der plads til seks overnattende i ferieboligen. I øvrigt er der på det ene soveværelse en fleksibel elevationsseng.
Nyd livet udenfor
Den sydvendte altan er den helt rette opholdsplads, når I vil nyde solskinsvejret og de sommerlige temperaturer, mens den nordvendte svalegang er mere skyggefuld. Fra begge udearealer kan I nyde udsigten til vandet, og samtidig har I et godt overblik over Havnebys centrale torv med butikker og afslappet feriestemning. Endelig skal det nævnes, at der hører en afmærket parkeringsplads med til lejligheden.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Med sådan en adresse har I praktiske bekvemmeligheder og hyggelige ferieaktiviteter lige i nærheden. Havnebys velassorterede supermarked og den lokale bager ligger lige overfor lejligheden, så I kan hurtigt hente morgenbrød og klare de daglige indkøb – og vil I hellere have maden serveret, er der et godt udvalg af spisesteder at vælge imellem i byen. Får I lyst til en hyggelig udflugt, kan I tage færgen fra Havneby til List: Naboøen Sild byder på mange gode oplevelser, og på sejlturen får I rig mulighed for at se nærmere på Vadehavet, der har en fornem placering på UNESCO’s verdensarvsliste. Rømøs vidtstrakte sandstrande, smukke lynglandskaber og rige fugleliv er også værd at opleve, så der er god grund til at begive sig ud på øens små veje og suge landskabet til sig.
Ved yderligere info se her: www.handicapvenligferie.dk