Flot feriebolig i første række til golfbanen og Vadehavet
Hus-ID: 1270Stilfuldt interiør, skønne solterrasser og udsigt til åbne vidder. Det er alt sammen del af pakken, når I holder ferie i dette flotte rækkehus, der ligger lige ud til Rømøs golfbane og Vadehavet.
Velkommen indenfor
Det 97 m² store sommerhus har en glimrende planløsning fordelt på to etager. I stueplan er der åben forbindelse mellem entré og køkken-alrum, og det betyder, at I kan nyde gennemstrømmende lysindfald og en luftig atmosfære i det stilfulde rum. Et spisebord er placeret tæt på indbygningspejsen, og når I sidder og hygger jer, har I samtidig et fint kig ud over det åbne landskab. Der kan streames vellyd fra et B&O anlæg. To soveværelser med nye og komfortable dobbeltsenge og et badeværelse med bruser og vaskemaskine ligger også i stueplan, mens førstesalen er indrettet som en lækker stue med nyt fladskærms-tv (LG smart TV) med tilhørende soundbar og komfortable siddemøbler. En af sofaerne er en sovesofa, så der er plads til to ekstra overnattende gæster heroppe – de får glæden af at stå op til den flotteste panoramaudsigt over golfbanen, diget og Vadehavet.
Nyd livet udenfor
Her i den sydøstlige ende af øen har I kort afstand til strandengen og vandet, hvor I kan se Sildfærgen og andre både passere forbi. I får det fulde udbytte af udsigten fra førstesalens store altan, og nedenfor venter en sydvendt terrasse, hvor I kan nyde solen og den direkte kontakt med den frie natur. På den anden side af huset har I god plads til parkering – også af to biler, hvis det bliver aktuelt.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Den lille Blåklokkevej ligger yderligt i det lukkede feriebyområde, og I kan se frem til at bo både fredeligt og naturskønt. Golfspillere har kort afstand til både klubhus og banen, og der er også en restaurant med flot udsigt. Flere spisesteder såvel som et supermarked og andre butikker finder I i Havnebys midte, og turen derhen er så kort, at den sagtens kan foregå til fods. Mod vest har I få kilometer til den brede og smukke Sønderstrand, og Vråby Plantage, udsigtspunktet Spidsbjerg og Tvismarks lyngvidder hører til blandt Rømøs mange naturperler. Nærheden til Vadehavet er selvfølgelig også et af øens trækplastre, for her kan I få et helt særligt indblik i det unikke vådområde, når I tager på østerssafari eller andre guidede ture.