Stort og lækkert poolhus til 18 personer
Hus-ID: 0498Ferien kommer til at udspille sig i lækre og afslappende omgivelser, når den foregår i dette dejlige og flot renoverede sommerhus, der kan prale af at have en stor poolafdeling og masser af plads til 18 personer.
Velkommen indenfor
Sommerhuset har ligget i Kongsmark midt på Rømø siden 2004, og sidenhen er det blevet opdateret, så det absolut er fulgt med tiden. Den seneste forbedring er sket i 2022, hvor husets syv soveværelser har fået den helt store tur – det føles nærmest som at tjekke ind på et boutiquehotel, hvor værelserne har hver sin unikke stil. Et fællestræk for soveværelserne er de komfortable dobbeltsenge, som også kan adskilles til enkeltsenge, og så er det for øvrigt smart, at de er placeret i to separate afsnit med hver sit badeværelse. Er I mange samlet, kan I tage hemsen i brug, for her er der plads til yderligere fire personer. Husets tredje badeværelse ligger som del af den lækre poolafdeling, hvor I kan nyde livet i swimmingpoolen, spabadet og saunaen. Et andet hyggeligt samlingspunkt er aktivitetsrummet, hvis I vil dyste i pool og bordfodbold – og ellers er det herligt at mødes i det store og højloftede opholdsrum, der er indrettet med et flot køkken, brændeovn, langbord og en rummelig sofaafdeling.
Nyd livet udenfor
Også ude i det fri er der sket forbedringer for nylig i form af en stor og solrig træterrasse, der ligger syd for sommerhuset. I har adgang til den fra både opholdsrummet og poolafdelingen, og det er en skøn og delvist afskærmet oase, der er udstyret med grill, liggestole og havemøbler af god kvalitet, samt udebruser og en skøn udespa. Grunden måler 2.350 m², så I har også masser af plads til parkering og til at boltre jer på græsplænen, der er udstyret med legefaciliteter til børnene.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Adressen i Kongsmark er glimrende, for den centrale placering på Rømø gør det nemt at komme rundt omkring på den skønne vadehavsø. I kan hurtigt køre til Lakolk, når I vil bade i Vesterhavet og boltre jer på den særdeles brede strand, og er det en skovtur, I trænger til, ligger Kirkeby Plantage lige i nærheden. Her finder I også en god skovlegeplads, og går I gennem plantagen, kommer I til Spidsbjerg, der er øens højeste ”bjerg” og derfor et glimrende udsigtspunkt. Fra sommerhuset er der heller ikke langt til Naturcenter Tønnisgård, som kan tage jer med på guidede østersture og andre naturaktiviteter. Kører I sydpå til Havneby, er der mulighed for at spille golf, købe frisk fisk og tage færgen på udflugt til naboøen Sild.