Flot renoveret træsommerhus i Arrild Ferieby
Hus-ID: 0688På Pionerskoven 8 bor I på en dejligt ugeneret grund lige op til et grønt skovbælte. I sommerhuset, der ligger her på adressen, kan I hygge jer nær brændeovnen, i stuen eller ude på terrassen, og ellers kan I benytte jer af de mange familievenlige faciliteter, som Arrild Ferieby tilbyder.
Velkommen indenfor
Med sin røde træfacade og hvide vinduesrammer passer sommerhuset perfekt ind i de flotte, grønne omgivelser. Også inden døre er der klassisk sommerhusatmosfære for alle pengene, og huset præsenterer sig endda på særdeles velholdt vis efter en grundig renovering i 2017. Tre gode soveværelser og et pænt badeværelse er del af planløsningen, men der er dog flest kvadratmeter at gøre godt med i opholdsrummet. Her er stue og køkken forenet, så alt lige fra madlavning og måltider til kortspil, krydsogtværser og komplet sofaafslapning kommer til at foregå i det stemningsfulde rum. TV’et, som har Chromecast tilsluttet, kan også stå for underholdningen, og på kølige dage kan I tage både brændeovnen og varmepumpen i brug.
Nyd livet udenfor
Når sommersolen skinner over Sønderjylland, kan driverlivet foregå helt ude i det fri, hvor en stor terrasse breder sig om flere sider af huset. Randbeplantning skærmer grunden godt af, og fordi I bor dejligt uforstyrret for enden af en lille stikvej, ånder alt fred og idyl på den grønne grund.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Selvom omgivelserne er fredelige, er der stadig masser af sjove og familievenlige aktiviteter nær sommerhuset. Det ligger nemlig mere præcist i Arrild Ferieby, og derfor har I kort gåafstand til legepladser, minigolf samt tennis- og beachvolleybaner. Blot 500 meter væk ligger Arrild Fiskesø, som er en stor put and take-sø med fluestrøm, grillpavillon og grejbutik, og der er ikke meget længere til Arrild Svømmehal, hvor både børn og voksne kan boltre sig. Restaurant og indkøbsmuligheder er desuden lige i nærheden, så der er i princippet ingen grund til at køre bilen frem fra carporten. Det skulle da lige være, hvis I vil på udflugt for at udforske det sønderjyske fastland eller køre over dæmningen til Rømø, der ligger midt i Nationalpark Vadehavet. Det storslåede tidevandsområde er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, så I kan vitterligt se frem til at opleve natur i særklasse.