Dejligt sommerhus med vildmarksbad, lukket terrasse og hestefold
Hus-ID: 0325Dette pænt renoverede rødstenshus ligger skønt placeret i et åbent marklandskab nær både Havneby og Sønderstrand. På den lukkede terrasse, der er udstyret med vildmarksbad, kan I nyde roen og de naturskønne omgivelser – og hvis I gerne vil dele ferieoplevelsen med jeres hest eller pony, hører der som noget ganske særligt en indhegnet græsmark med til huset.
Velkommen indenfor
Det 98 m² store sommerhus er blevet renoveret i 2010, så det har et hyggeligt og lyst indre med moderne bekvemmeligheder og en velformet planløsning. Køkken og stue ligger i åben forbindelse med en indbygningspejs centralt placeret i rummet, så I kan nyde varmen og synet af flammerne, når I slapper af i sofaafdelingen. Der er også varmepumpe og fladskærms-tv med Chromecast til rådighed, og i det veludstyrede køkken har I alt, hvad I skal bruge for at kokkerere – inklusiv en opvaskemaskine, der gør det nemt at rydde af efter måltiderne. Et rummeligt badeværelse med bruser og vaskemaskine hører også med til planløsningen, og endelig er der fire gode soveværelser, der i alt har plads til otte personer.
Nyd livet udenfor
Syd og vest for sommerhuset breder en stor, flisebelagt terrasse sig. Afskærmningen gør det nemt at finde en siddeplads i læ, og I har endda også mulighed for at hoppe i et dejligt vildmarksbad, når der er afslapning og wellness på programmet. Fra terrassen har I udsigt til den indhegnede hestefold, der udgør en stor del af husets 8.000 m² store grund. Rundt om græsmarken er der elhegn, og vand er tilgængeligt – bemærk dog, at der ikke er læskur, og hø osv. skal I selv medbringe til hesten.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Rømø er et skønt sted at holde ferie på hesteryg. Det er for eksempel muligt at ride på den smukke og utroligt brede Sønderstrand, der ligger et par kilometer væk, og der er afmærkede ridestier i både Vråby Plantage og Kirkeby Plantage. Hvis I ikke har egen hest med, er der flere ridecentre på øen – og hvis I hellere vil opleve naturen til fods eller på cykel, kan det naturligvis også lade sig gøre. En dukkert i Vesterhavet, en østerssafari i Vadehavet eller en tur på golfbanen kan nemt komme på tale, og i hyggelige Havneby kan I tage ud at spise og hurtigt få klaret indkøbene i supermarkedet og den lokale fiskebutik.