Dejligt træsommerhus på stor naturgrund nær Sønderstrand
Hus-ID: 0424Lyng og fyrretræer, fuglesang og solskin, feriefred og frisk luft i lungerne. Omgivelserne er skønne her på Sønderstrandvej, hvor dette dejlige sommerhus ligger på en stor og ugeneret naturgrund.
Velkommen indenfor
Det klassiske sommerhus lyser op i alt det grønne med sin røde træfacade og hvide vinduesrammer. Inden døre er der lyse trælister på væggene og brændeovn i bedste sommerhusstil, og de mange vinduer sørger for et godt lysindfald. Når du slapper af i stuens sofaafdeling eller nyder et godt måltid mad ved spisebordet, kan du nyde udsigten til naturgrunden – og måske er du heldig at se, når rådyr, fasaner eller andre vilde dyr forsigtigt kommer trippende. Stuen ligger i åben forbindelse med et flot moderniseret køkken, mens tre gode soveværelser er placeret i hver sin ende af huset. Endelig byder planløsningen på et badeværelse, som blandt andet er udstyret med bruseniche, gulvvarme, vaskemaskine og tørretumbler.
Nyd livet udenfor
Fra stuen har du direkte adgang til to træterrasser, hvor du kan sidde og nyde naturgrundens fred og flotte beplantning. Den ene er stor og sydvendt, så den er solrig en god del af dagen. Vil du gerne spise morgenmad i solskinnet, kan du dække op på den anden terrasse, som er vendt mod øst.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Beliggenheden i Rømøs sydlige ende er perfekt, hvis du holder af at bo midt i naturen nær både skov og strand. Den kilometerbrede Sønderstrand ligger få hundrede meter væk: Det er et skønt sted at gå lange ture, bade i Vesterhavet og endda dyrke forskellige former for vindsport som kitebuggy og blokart. Fugleentusiaster vil sætte pris på at bo tæt på fuglereservatet Stormengene – og i det hele taget er fuglelivet særdeles rigt og mangfoldigt i Vadehavet, så der er god grund til at pakke kikkerten med i feriekufferten. Vadehavet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, så det er natur i en helt særlig liga, du kan opleve her på Rømø. Udsigten over vandet kan du blandt andet nyde fra nærliggende Havneby, og det er her fra havnefronten, at du har mulighed for at komme på færgetur til den tyske naboø Sild.