Stilfuldt sommerhus med spabade og andre lækre detaljer
Hus-ID: 0433Der er lagt op til en rigtig wellness-ferie her i den sydlige ende af Rømø: Dette flotte sommerhus er nemlig indrettet med spabad på badeværelset og et spabad på terrassen, så I får rig mulighed for at slappe af og nyde livet både inde og ude.
Velkommen indenfor
”Havhusene” er fællesnavnet for de arkitekttegnede, moderne træhuse, der ligger smukt placeret lige ved Rømø Golfklubs vidtstrakte arealer. Netop dette eksemplar er fra 2020 og er derfor et af de senest opførte huse, så det står helt skarpt og klar til at danne rammen om det søde ferieliv. Fordelt på to etager og 120 m² venter tre gode soveværelser, to badeværelser, et spisekøkken og en opholdsstue – og hvert eneste rum præsenterer sig på lys og indbydende vis med stilrent inventar. Det gælder ikke mindst stueetagens store badeværelse, hvor I kan forkæle jer selv med et spabad, når I virkelig trænger til at koble af. Det føles også som rent velvære at opholde sig i førstesalens stue, for her kan I slappe af i sofaen, mens I nyder det dejlige lysindfald gennem det store gavlvindue.
Nyd livet udenfor
Vil I helst tilbringe mest muligt af ferien ude i det fri, kan det sagtens lade sig gøre. Fra førstesalens stue har I direkte adgang til en stor, sydvendt altan, som er det helt rette sted at nyde både solskinsvejret og de grønne omgivelser. Det velanlagte terrassemiljø lægger også op til mange gode stunder – uanset om I vil sidde skyggefuldt på det overdækkede areal i løbet af dagen eller slappe af i spabadet under stjernehimlen om aftenen.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Den attraktive beliggenhed i udkanten af Havneby betyder, at I har nem adgang til flot natur såvel som ferieaktiviteter og praktiske fornødenheder. Sønderstrand og Vråby Plantage er lokale naturperler, mens Vadehavet er en attraktion i særklasse, der ligefrem har fået en fornem plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Vil I gerne leve et aktivt ferieliv, kan I spille golf og leje cykler i Havneby, og hvis I får lyst til at komme ud på vandet, kan I tage med færgen til naboøen Sild. I kan selvfølgelig også tage den med ro og sætte jer på et af Havnebys spisesteder, der byder på alt lige fra pizza til klassisk kromad og Rømø-rejer.