Skønt sommerhus med stort anneks for enden af privat vej
Hus-ID: 0209Dette flot renoverede sommerhus ligger smukt og fredeligt placeret på en stor naturgrund for enden af en privat vej. Den attraktive adresse i Vesterhede er bestemt ikke den eneste kvalitet, for selve huset er lækkert indrettet, og det samme er det store anneks, der også hører med.
Velkommen indenfor
Både sommerhuset og annekset er blevet renoveret i 2021, så de fremstår lyse og indbydende. Rummelige er de også, og derfor kan otte feriegæster nemt holde ferie sammen – for eksempel to børnefamilier, der kan få hvert sit hus at sove i. Annekset er indrettet med eget badeværelse og et lille tekøkken, og derudover er der to gode soveværelser. I hovedhuset finder du også to soveværelser og et badeværelse foruden et dejligt opholdsrum med stue og køkken i åben forbindelse. Det er et skønt sted at samles, uanset om det er vejr til at tænde op i brændeovnen, eller om det er så lunt og sommerligt, at terrassedøren står åben det meste af ferien. Desuden har begge huse highspeed WiFi, og der findes en energisparende varmepumpe i hovedbygningen.
Nyd livet udenfor
Den sydvestvendte træterrasse er hyggelig, men det er også godt at sidde i solen på den store fliseterrasse, der ligger mellem sommerhuset og annekset. Er du lige vendt hjem fra en badetur ved Lakolk Strand, kan du nemt skylle saltvand af kroppen under udendørsbruseren – og den kan for øvrigt også bruges til morgenbadet, hvis det skal foregå under åben himmel og med fuglesang fra trætoppene. Den 2.600 m² store naturgrund er flot og ugeneret, og rundt omkring finder du blandt andet et shelter, legefaciliteter til børnene og gode opholdspladser i det grønne.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger fredeligt, men samtidig også centralt, så det er nemt at komme rundt på Rømø, uanset om turene foregår i bil eller på cykel. Foretrækker du at gå, har du kort afstand til Vråby Plantage, og hvis du gerne vil ride, er der flere muligheder for at komme ud på guidet tur til hest her på vadehavsøen. Fra sommerhuset har du nem adgang til Havneby, hvor du kan købe ind, gå på restaurant og tage færgen på dagstur til den tyske naboø Sild. Vil du bade, kan det anbefales at køre til Lakolk Strand, der ligger smukt placeret ud mod Vesterhavet.