Energivenligt sommerhus med hyggelig atmosfære og skønne naturomgivelser
Hus-ID: 0361På en grøn og frodig naturgrund i det eftertragtede Sønderstrand-område står dette fine sommerhus klar til jeres fremtidige ferie. Her er alt, hvad I skal bruge, inklusiv sauna og solbeskinnede terrasser, så huset fungerer godt hele året rundt.
Velkommen indenfor
Sommerhusets 85 velindrettede kvadratmeter byder blandt andet på et rummeligt badeværelse med sauna samt tre gode soveværelser, der i alt har plads til seks feriegæster. Størst af alle er dog opholdsafdelingen, der består af køkken og stue i åben forbindelse. En del af stuen ligger sænket, og netop her er der indrettet en skøn hyggekrog med brændeovn, fladskærms-tv og bløde sofaer. Når det er ved at være spisetid, kan I gå i gang med at fremtrylle lækkerier i den veludstyrede og funktionelt indrettede køkkenafdeling. Alt efter vejret kan I tage varmepumpen i brug – den kan for øvrigt også køle, hvilket kan være rart i sommerperioden. Som en praktisk detalje er der installeret solcelleanlæg i sommerhuset, så energiforbruget holdes i bund.
Nyd livet udenfor
En stor, delvist overdækket fliseterrasse smyger sig om tre sider af sommerhuset, og derfor er det nemt at finde en skøn opholdsplads uanset solens placering på himlen. I kan også slænge jer og lege på græsplænen, der ligesom terrassen er dejligt ugeneret og fredelig takket være grundens frodige randbeplantning. Også bilen får gode forhold, for den kan blive parkeret i carporten, der ligger i forlængelse af sommerhuset.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sønderstrand-området er et skønt sted at holde ferie, for her er fred og ro, mangfoldig natur og kort afstand til flere spændende ferieaktiviteter. Fra sommerhuset kan I vandre direkte ud i naturen, der byder på åbne hede landskaber, Vråby Plantage, Sønderstrand og selvfølgelig også Vadehavet, der ligefrem er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Den utroligt brede Sønderstrand er et perfekt sted at dyrke forskellige former for vindsport, og der bliver også arrangeret rideture i strandkanten for de hesteglade. Er I golfspillere, er der heller ikke langt til Rømø Golfklub, og i Havneby er der alt fra indkøbsmuligheder til spisesteder, cykeludlejning, wellness og den familievenlige Rømø Lege- og Labyrintpark. Fra havnen kan I tage færgen til List på den tyske naboø Sild, hvis I får lyst til at komme ud på vandet på en hyggelig sejltur.