Nybygget kvalitetssommerhus med panoramaudsigt over heden
Hus-ID: 0180På Ejnar Mikkelsensvej 8 i Kongsmark har I nu mulighed for at nyde livet i lækre og særdeles naturskønne omgivelser. Her på adressen står nemlig et stort og moderne sommerhus fra 2021, og lige vest for naturgrunden breder det smukke hedelandskab sig. Sikke et sted at holde ferie!
Velkommen indenfor
Det 125 m² træsommerhus har en perfekt planløsning til otte personer: To badeværelser og fire værelser er ligeligt fordelt i to soveafsnit, og den rummelige entré har god plads til jeres overtøj såvel som husets vaskemaskine og tørretumbler. Bedst af alt er dog opholdsafdelingen, der består af køkken og stue i åben forbindelse. Det er et stort rum med et skønt lysindfald og en indbydende atmosfære, og panoramaudsigten over heden er virkelig værd at falde i staver over. Det smukke syn kan nydes både fra spisebordet og sofaafdelingen – ja, selv fra køkkenet, når I står og forbereder aftensmaden, har I frit udsyn til det åbne landskab.
Nyd livet udenfor
Naturomgivelserne imponerer i al slags vejr, og ikke mindst på en klar sommerdag, når solen står højt på den blå himmel, det dufter af lyng, og fuglenes kvidren blander sig med en stille susen i naturgrundens fyrretræer. Det hele kan tages ind, mens I sidder på den delvist overdækkede terrasse, der breder sig rundt om huset – hvis ikke I ligefrem starter dagen med et morgenbad under udendørsbruseren i den frie natur.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger helt fredeligt og ugeneret for enden af en lukket vej. Mod vest er der intet, der forstyrrer udsigten, for det flade hedelandskab breder sig helt til Lakolk. Får I selv lyst til at tage vestpå, kan I hurtigt nå frem til Lakolk Strand i bil eller på cykel, og her er det nemt at bruge en hel eftermiddag på at bade i Vesterhavet og bygge sandslotte på den brede strand. Rømø byder på masser af spændende og familievenlige oplevelser, lige fra østerssafari og guidede vadehavsture til minigolf, wellness, skovture, golf, museumsbesøg, blokart og meget mere. Får I lyst til en indendørs badetur, kan I sågar glæde jer over, at I som lejere af huset har gratis adgang til badelandet i Skærbækcentret.