Stråtækt enderækkehus i attraktiv bebyggelse ud mod Vadehavet
Hus-ID: 0238Et rigtigt dejligt sommerhus med en moderne indretning og en fornuftig planløsning til otte personer. Adressen i Kongsmark er også god, for bebyggelsen ligger naturskønt placeret lige ud mod Vadehavet, og samtidig har du nem adgang til Lakolk Strand, Kirkeby Plantage og andre skønne udflugtsmål på Rømø.
Velkommen indenfor
Til forskel fra de fleste andre boligenheder i bebyggelsen er dette et enderækkehus, hvilket betyder, at du kun har naboer til den ene side. Inde bag det høje stråtag og rødstensmurene kan du se frem til at nyde livet i lyse og velindrettede omgivelser, og med hele 116 m² fordelt på to plan er der godt med plads. Stueplan byder på en rummelig entré og et stort køkken-alrum, hvor du kan kræse om maden og samles til lækre måltider og langstrakte samtaler. Der er også et enkelt soveværelse og et badeværelse med bruser og hjørnespa, mens førstesalen rummer to ekstra soveværelser og endnu et badeværelse. En stue ligger også ovenpå, og her kan du rigtigt hygge dig – uanset om det er vejr til at tænde op i brændeovnen, eller om du lader døren til altanen stå på klem. Helt i toppen af ferieboligen finder du endelig en hems med ekstra madrasser.
Nyd livet udenfor
Fra køkken-alrummet har du direkte adgang til en stor fliseterrasse, hvor du kan sole dig i liggestolene, grille og hygge dig omkring havebordet. På den anden side af huset er der et mindre terrasseareal, og fra førstesalens stue kan du træde lige ud på en overdækket altan, hvor der også er godt at være. Ved huset er der gode parkeringsforhold, og på det grønne fællesareal er der legefaciliteter til børnene og bord-bænke-sæt, hvor du kan sidde og nyde udsigten over Vadehavet.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Naturomgivelserne er virkelig noget særligt omkring sommerhusbebyggelsen, og det blev virkelig understreget, da UNESCO udpegede Vadehavet som verdensarv i 2009. Fra fællesarealet kan du beundre de unikke omgivelser, og du kan også tage ud for at opleve det rige fugleliv, samle østers eller deltage i en guidet tur, hvor du lærer den særegne natur bedre at kende. Fra Kongsmark kommer du nemt rundt på Rømø, uanset om du vil bade i Vesterhavet fra Lakolk Strand, gå tur i Kirkeby Plantage, spille golf i nærheden af Havneby eller noget helt fjerde.