Lækkert lavenergihus med udsigt over Vadehavet
Hus-ID: 0391For enden af en lille, lukket vej finder du dette skønne sommerhus, der ligger med udsigt over Vadehavet. Ikke bare beliggenheden, men også selve huset er i top, for det er nemlig et velisoleret lavenergihus, som er fuld af moderne bekvemmeligheder – inklusiv spabad og sauna.
Velkommen indenfor
Da sommerhuset blev opført i 2008, var der fokus på at skabe en både funktionel og hyggelig feriebolig, som kan bruges hele året. Uanset om det er køligt eller varmt udenfor, får du det behageligt inden døre: Der er nemlig gulvvarme via jordvarmeanlæg i hele huset foruden brændeovn til de kolde dage, og varmepumpen kan både køle og varme alt efter behovet. Indretningen er lys og indbydende i alle rum, og møbleringen er komfortabel. Vinduerne inviterer masser af dagslys indenfor, og især i stuen er Vadehavsudsigten helt betagende. Stuen ligger i åben forbindelse med et veludstyret køkken, og derudover består planløsningen også af to badeværelser – hvoraf det ene er lækkert indrettet med både spabad og sauna. Tre soveværelser er praktisk fordelt rundt omkring i huset, og som supplement er der plads til to ekstra feriegæster i stuens alkove. Som en sidste praktisk detalje skal det bemærkes, at dørbredden i huset er 90 cm, så huset er kørestolsvenligt.
Nyd livet udenfor
På husets sydlige og østlige sider breder en skøn, delvist overdækket træterrasse sig. Dækker du op til morgenmad mod øst, kan du nyde dagens første kop kaffe sammen med den flotte udsigt over Vadehavet og markerne, hvor islænderheste går og græsser. Sikke en måde at starte feriedagen på! Resten af dagen kan sagtens blive tilbragt tilbagelænet på terrassen eller på naturgrunden, hvor du kan gynge, lege på græsplænen og grille, når det er ved at være spisetid.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Når du bor så tæt på Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, kan du roligt sige, at adressen er ekstraordinært naturskøn. Fredelig er den også, for du bor for enden af en lukket vej – og samtidig er der kort afstand til indkøbsmuligheder og ferieaktiviteter. Et islændercenter ligger lige ved siden af, hvis du vil ride ud for at opleve Rømøs natur på hesteryg, og der er også minigolfbane og et populært bageri i nærområdet. Og så er der blot halvanden kilometer til Havnebys midte, hvor du finder et velassorteret supermarked, fiskebutikker, cykeludlejning og et godt udvalg af restauranter. Får du lyst til en udflugt væk fra Rømø, kan du tage færgen mod Sild fra Havneby, og alternativt kan du køre over dæmningen ind til Skærbæk på fastlandet, hvor du som feriegæst i sommerhuset har gratis adgang til badelandet i Skærbækcentret.