Hyggeligt sommerhus på stor og ugeneret naturgrund i Bolilmark
Hus-ID: 0022Hvis du trænger til en afslappende ferie i rolige og naturskønne omgivelser, er Bolilmark på Rømø det helt rette feriemål. Netop dette sommerhus har en rigtig rar atmosfære inden døre, og ude på naturgrunden får du en ugeneret ramme om både leg og afslapning.
Velkommen indenfor
Sommerhuset har et kønt ydre med levende tag og mørkegrøn træfacade, og inden døre er der rart at være. Køkkenet er integreret med stuen, så selvom du er optaget af at bage boller eller skrælle kartofler, kan du samtidig nyde nærværet til familien og hyggesnakke med din bedre halvdel. Spisebordet er et hyggeligt sted at samles til brætspil og lækre måltider, og i den komfortable sofaafdeling har I god plads til at slappe af side om side. Et badeværelse og tre soveværelser hører med til planløsningen, så alt i alt er det muligt at være seks personer – og to hunde er for øvrigt også velkomne i huset.
Nyd livet udenfor
Udearealerne er særdeles skønne, for der er masser af plads på naturgrunden, og hybenbuske og anden bevoksning skærmer terrasser og legefaciliteter godt af, så du og familien kan leve det søde ferieliv i ugenerede omgivelser. Der er terrasser mod både øst og vest, og du kan også slå dig ned på den røde bænk ved siden af huset, hvis du vil have græs under tæerne, mens du drikker din formiddagskaffe. På et græsklædt område er der sandkasse og et legestativ med gynger og rutsjebane, så børnene har noget at underholde sig med, mens de voksne får gang i grillen og nyder en kølig forfriskning, inden det er spisetid.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger skønt placeret i Bolilmarks hyggelige og fredfyldte ferieområde. Vest for grunden breder det åbne landskab sig, og lidt længere nede af Ringvejen kan du følge en sti mod Lakolk Strand, hvis du vil tage turen ud til Vesterhavet til fods. Bolilmark byder på et fantastisk lynglandskab, og på udflugterne i naturen kan du fortsætte ind i Tvismark Plantage eller bestige udsigtspunktet Høstbjerg. Vadehavet kan du selvfølgelig også se nærmere på, når du holder ferie her på Rømø– og for eksempel kan du tage på en guidet østerssafari, hvor I vandrer helt ud på vaden for at samle de smagfulde skaldyr.