Stemningsfuldt sommerhus ved Vesterhavet
Hus-ID: 229Dette velholdte sommerhus står klar til at danne en stemningsfuld ramme om ferier og fridage for op til seks personer. Fra huset og det store, solvendte terrassemiljø kan I lade jer betage af en smuk udsigt til Klegods bølgende klitlandskab, og med kun 400 meter til stranden og Vesterhavet er det nemt at tage en dukkert eller gå en tur langs vandet.
Indendørs
Sommerhuset byder på tre værelser, der alle er af en god størrelse og tilsammen giver sengepladser til seks personer. Entréen er indrettet som et lille bryggers med vaskemaskine, og I får glæde af et rummeligt badeværelse med bruseniche og gulvvarme såvel som et mindre brusebadeværelse. Resten af huset består af en åben opholdsafdeling, hvor køkkenet og stuen glider i ét. Køkkenet er lækkert indrettet med lyse elementer, opvaskemaskine og en køkkenø, hvor I kan være sammen om at snitte og hakke grøntsagerne. Brændeovnen luner, mens store vinduespartier giver et skønt, gennemstrømmende lys, og fra spisebordet og sofaarrangementet kan I nyde en smuk udsigt til omgivelsernes marehalm og lyngklædte bakker. Her er god plads til at spille brætspil eller slappe af under et lunt tæppe med varm te og en god bog, og med wi-fi samt Smart-TV med parabol og Chromecast er den digitale underholdning sikret.
Udendørs
Sommerdagene kan nydes i fulde drag på det store terrassemiljø, som smyger sig omkring huset mod øst, syd og vest. Her kan I fange sommerens sol fra morgen til aften, og den vestvendte del er tilmed overdækket. Naturgrunden giver de yngste god plads til at lege og boltre sig, og den glider flot i ét med de smukke omgivelser.
Beliggenhed
Når I ikke slikker sol eller nyder en kølig forfriskning på terrassen, kan I bruge feriedagene aktivt. Klegods natur inviterer til lange gåture, og den langstrakte, hvide sandstrand langs Vesterhavet er ligeledes et skønt sted at gå en lang tur eller nyde en dukkert på de lune sommerdage. Har I medbragt grejet til kite- eller windsurfing, kan I stævne ud på Ringkøbing Fjord, og områdets fiskesøer og havnen i Hvide Sande giver mulighed for at lystfiske. Nærmeste golfbane finder I i Søndervig, hvor der også er tropisk badeland og gode spisesteder.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Hvis det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)
EL-bil opladning: Tjek oplysningerne på husets faciliteter, om det er tilladt at oplade EL-bilen.