Pænt renoveret A-hus på stor naturgrund i Lodbjerg Hede
Hus-ID: 1106Hele familien kan glæde sig til at nyde ferien på Klitrosevej 4 i Lodbjerg Hede. Her ligger nemlig et pænt renoveret sommerhus med en skøn atmosfære og sengepladser til seks personer. Den ugenerede naturgrund indbyder til både leg og afslapning, og med nem adgang til Søndervig, Vesterhavet og Ringkøbing Fjord har I masser at se og opleve i lokalområdet.
Indendørs
Som på et typisk A-hus går taget næsten helt til jorden, og inden døre er der to plan, så i alt får I 100 m2 til rådighed. De skrå vægge er et charmerende træk, og stuens brændeovn er også en af de rare detaljer, der skruer op for hyggestemningen. Huset blev renoveret i 2021, så rummene fremstår lyse og indbydende – ikke mindst det dejlige opholdsrum, hvor stue og køkken er forenet. Når I kræser om maden i det moderne køkken, har I god kontakt til sofaafdelingen, hvis I vil hyggesnakke med resten af selskabet, og spisebordet har en dejlig placering nær det store, sydvendte vindue. Et brusebadeværelse og et soveværelse hører med til planløsningen i stueetagen, og hvis I tager trappen op, finder I en dejlig stue og yderligere to soveværelser.
Udendørs
Fra det ene soveværelse har I direkte adgang til en nordvendt altan, og lige nedenunder ligger en delvist overdækket terrasse. Begge opholdspladser kan oplagt benyttes – men mon ikke husets sydvendte terrasse ofte vil være førstevalget? Den er nemlig stor og solrig, og derudover har den en dejlig placering ud mod baghaven, så I har udsigt til grønne trætoppe og blå himmel, når I slapper af eller griller. Får I lyst til at spille bold eller dyste i havespil, har I godt med plads, og med basketkurv, gyngestativ, sandkasse og legehus er der noget at lave for børn i alle aldre.
Beliggenhed
Sommerhuset har en fin placering for enden af en lille grusvej i det populære og børnevenlige område Lodbjerg Hede. I har kort afstand til den nærmeste legeplads, og både lystfiskeri og golfspil hører til de hyggelige aktiviteter, I kan give jer til i det naturskønne lokalområde. En tur på stranden vil måske også friste, når I holder ferie så tæt på vestkysten, og her kan I blandt andet vælge mellem Houvig Strand og Søndervig Strand, hvis I trænger til en dukkert i Vesterhavet eller får lyst til at bygge sandslotte.
GRATIS! Udlån af barnestole og barnesenge. Hvis det er tilladt at have husdyr i huset, har vi også hundesenge til udlån (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Hvide Sande)