Lyst og godt indrettet sommerhus på populær adresse i Tversted
Hus-ID: TV1215Pænt og velindrettet sommerhus med god beliggenhed i det populære Tversted
Gode faciliteter både ude og inde og gåafstand til både byen og Vesterhavet.
Indretning
Et dejligt lyst og venligt sommerhus med en varm og imødekommende indretning; her vil alle føle sig velkomne fra første til sidste dag af ferien. Huset har et godt lysindfald, højt til loftet og gode, store rum, så uanset om I er en familie med børn eller et eller to par, vil I få en vellykket ferie i disse skønne rammer. De 73m2 er fordelt på tre værelser, et badeværelse og et åbent og sammenhængende køkken- og opholdsrum. Det åbne rum gør, at I sagtens kan tale og være sammen, selvom nogle i familien vil se tv, andre spiller kort og en måske er i gang med madlavningen; her er lagt op til samvær og kvalitetstid! Sommerhuset er godt udstyret med brændeovn, vaskemaskine og opvaskemaskine, og møblerne er alle pæne og i god kvalitet. Der er dejligt meget plads til sko og overtøj i entreen, og fra stuen og det ene værelse har I udgang til terrassen og haven.
Udendørs
Sommerhuset er placeret på en ret stor naturgrund omgivet af høje træer og med masser af plads til boldspil og børnenes forskellige lege. Her er også gyngestativ og bålplads, så har I lyst til lidt ekstra hygge med snobrød en aften, er det nemt og ligetil at tænde op. Den store terrasse er åben og godt afskærmet med et glasparti, så I stadig kan nyde udsigten til den smukke natur.
Beliggenhed
Klitrosevej ligger lige udenfor centrum af Tversted, så I er tæt på indkøb og Vesterhavet, men alligevel tilpas langt væk fra trafik og støj. Vesterhavet kan lokke både store og små til badeture i bølgerne eller lange gåture i vandkanten, under alle omstændigheder virker havduften og vinden opfriskende for både krop og sjæl. Lige nord for Tversted finder I klitplantagen med gode, afmærkede stier og de hyggelige søer, og syd for byen kan I leje kanoer og ro en tur på Uggerby Å. Hele Nordjylland byder på mange attraktioner, fra Oceanariet i Hirtshals til Råbjerg Mile og Grenen i Skagen.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).