Sommerhus med lukket solgård og fantastisk adresse nær Vesterhavet
Hus-ID: TV1628Slugten 12 er den helt perfekte ferieadresse for dig, der drømmer om at koble af i rolige omgivelser og med uspoleret natur lige udenfor døren. Dette skønne sommerhus ligger nemlig i bunden af en lukket vej og med fri udsigt til det kuperede klitlandskab, der breder sig ud mod Vesterhavet. Husets lukkede gårdmiljø er et herligt sted at slikke sol, og Tversted by har du lige i nærheden, hvis du får lyst til en is eller en frokost på en god café.
Velkommen indenfor
Med sin komfortable indretning og sit gode lysindfald emmer sommerhuset af ro og hygge – og den flotte udsigt til klitterne lige udenfor spiller helt sikkert også en rolle for den gode atmosfære. I stuen er sofa og lænestole perfekt placeret lige ved brændeovnen, og der er også et fladskærms-tv, når du rigtigt trænger til at slappe af. Køkkenet ligger i åben forbindelse, så du har ikke langt at gå, hvis du skal fylde kaffekoppen op på ny eller vil starte på madlavningen. Soveværelser er der tre af med sengepladser til i alt seks personer, og en hund er for øvrigt også velkommen inden døre.
Nyd livet udenfor
Fra stuen kan du træde lige ud i sommerhusets sydvendte solgård, der skærmes af murværk til alle sider og derfor er dejligt læfyldt og et aldeles roligt sted at holde til. Der er havemøbler til rådighed, så du og dine kære kan flytte sommerfrokosten ud under åben himmel og efterfølgende få en siesta i de fredfyldte omgivelser. En anden dejlig og ugeneret opholdsplads er den åbne terrasse mod øst, hvor du har fri udsigt til klitternes bølgende marehalm – her er det også fristende at blive siddende i timevis med en god bog og intet andet end afslapning på programmet.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Den fri natur breder sig både mod øst og nord for den lille, lukkede vej Slugten, og det er med til at gøre det til et af de mest attraktive steder at holde ferie i Tversted og omegn. Turen til Vesterhavet kan oplagt ske til fods, og hvis du vil ind til bymidten for at gå på café eller købe ind, er det også nemt at komme frem. Tversted Klitplantage ligger lidt mod øst, hvis du får lyst til at prøve MTB-sporet eller vil på skovtur med børnene eller hunden. Et besøg hos Ørnereservatet vil fascinere både store og små, og hvis du vil opleve Råbjerg Mile eller tage en tur til Skagen, er det bestemt også en mulighed på din ferie i det nordjyske.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Tversted. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.