Hyggeligt sommerhus i første klitrække – egen sti til stranden
Hus-ID: TV1630Hvis du drømmer om at holde en rigtig badeferie, skal du endelig læse videre her! Dette hyggelige sommerhus ligger nemlig i første række ud mod Kattegat, og fra naturgrunden kan du endda følge en sti gennem klitterne og videre ned på Ålbæk Strand, så det kan ikke blive meget nemmere, når du får lyst til en dukkert.
Velkommen indenfor
Selv hvis du holder ferie på en årstid, hvor du foretrækker at bruge mere tid inden døre end udenfor, er sommerhuset et godt valg, for med brændeovn og komfortabelt møblement i stuen er det skønt at tage dagene i helt roligt tempo. Der er fladskærms-tv med parabol og Chromecast, når det ikke er krydsogtværser, bøger og brætspil, du og dine kære hygger jer med – og det er nu også rart bare at sidde helt roligt med en varm kop kaffe og kigge ud på klitlandskabet, der breder sig udenfor. Køkkenet er integreret med stuen, mens et brusebadeværelse og fire soveværelser ligger side om side – og endelig rummer huset også en ekstra, mindre stue, hvor I kan slå jer ned.
Nyd livet udenfor
Fra begge stuer og det ene soveværelse har du direkte adgang til det fri, så det er ingen sag at smutte ud, når vejret indbyder til det. Der er flere terrasseområder at vælge imellem, og derfor må du afgøre, om det er den naturskønne udsigt eller solens placering på himlen, der skal afgøre din siddeplads. Ved et plankeværk er der etableret en udendørs bruser, så dagen kan kickstartes med et morgenbad under åben himmel – og når du vender hjem fra badeturen, er det nemt at skylle sand og saltvand af, inden du slænger dig på en liggestol eller spiller havespil med børnene.
Kom tæt på de lokale oplevelser
En stor del af ferien kan oplagt udspille sig på Ålbæk Strand, der breder sig bare 100 meter væk. Uanset om du er i humør til en frisk dukkert eller en gåtur i vandkanten, er det skønt at have Kattegat så tæt på: Hvis du trænger til at koble helt af fra en travl hverdag, findes der ingen bedre kur end at bo lige ud til havet. Både Bunken Klitplantage og Ålbæk Klitplantage ligger for øvrigt indenfor kort afstand, hvis du får lyst til en skovtur, og hvis du eller andre i familien er vilde med golf, er det herligt at have bare fem minutter i bil til Golfklubben Hvide Klit. Ålbæk by er endnu tættere på, og køreturen til Skagen tager ikke meget mere end et kvarter.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Ålbæk. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.