Skønt poolhus på lukket vej tæt på Vesterhavet og Uggerby Plantage
Hus-ID: TV1590Dette store og skønne sommerhus ved Kjul Strand er en herlig base for alle livsnydere, der trænger til en afslappende ferie. Huset har en god planløsning til ti personer, og to hunde er også velkomne inden døre. Og mens husets lækre poolafdeling er til glæde for de tobenede familiemedlemmer, vil de firbenede gæster sikkert også blive begejstrede over at bo i så rolige og naturskønne omgivelser som her på den lukkede Øster Kjulvej mellem Vesterhavet og Uggerby Plantage.
Velkommen indenfor
Sommerhuset er med sine 183 m2 større end de fleste ferieboliger, og derfor kan du uden problemer invitere familie eller venner med på tur. Planløsningen byder på fire soveværelser og to badeværelser, og rummene ligger sådan fordelt, at her kan sagtens være to børnefamilier, hvis det er ønsket. I løbet af dagen er det skønt at kunne samles i den rummelige opholdsafdeling, der byder på brændeovn, komfortabelt møblement og et veludstyret køkken. Der er ikke bare én hems, men to, som børnene sikkert straks vil indtage som deres private hyggekroge, hvor legen kan udfolde sig – når altså ikke de boltrer sig i husets dejlige swimmingpool, der ligger i wellnessrummet sammen med et spabad og en sauna.
Nyd livet udenfor
Ude i det fri på den 1500 m2 store naturgrund har du flere dejlige terrasser og solkroge at vælge imellem, alt efter om du er på udkig efter et roligt læsehjørne, eller om du vil hygge med de andre med kortspil og kølige forfriskninger. Hvis du har hund med på ferie, vil den sikkert også føle sig hjemme her i de grønne og fredelige omgivelser – og hvis du går i gang med at grille, vil hunden sikkert blive trofast ved din side i håb om, at den kan få en godbid, når maden har stegt færdigt.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Sommerhuset ligger i bunden af den lukkede vej, og lige nord for grunden breder et træklædt areal sig. Via områdets stier kan du hurtigt nå ned på Kjul Strand, hvis du vil have en dukkert i Vesterhavet eller gå tur i vandkanten, mens solen går ned. En løbetur i Uggerby Plantage kan måske også friste, og uanset om du er i bil eller på cykel, kommer du hurtigt frem til Hirtshals, hvis du vil se nærmere på havnen, finde en god restaurant eller invitere børnene i Nordsøen Oceanarium. I bil tager det for øvrigt bare fem minutter at køre til Hirtshals Golfklub, så du kan uden problemer holde golfformen ved lige.
Husk, at du altid kan låne trækvogne, barnestole og barnesenge hos os i Feriepartner Tversted. Du kan hente dem direkte på bureauet og returnere dem til os igen, når din ferie er vel overstået.