Flot og stemningsfuldt sommerhus i første række til Vrist Strand
Hus-ID: 367På den lukkede Crownvej står dette dejlige træsommerhus klar til at give jer en herlig ramme om jeres næste ferie. Atmosfæren er lys, let og indbydende inden døre, hvor I nemt kan være otte personer, og hvis I ikke vil nyde solen på terrassen, skal I blot passere en enkelt klitrække, før I står på Vrist Strand.
Indendørs
Komfort og kvalitet er passende ord at benytte, når huset skal beskrives, for efter en grundig renovering i 2022 fremstår alle rum lyse og velindrettede. I kan straks føle jer godt tilpas inden døre – for eksempel i det hyggelige køkken-alrum, hvor I rigtigt kan kræse om maden eller bare mødes til lidt snacks og et spil kort ved spisebordet. På kølige tidspunkter af året kan I hver dag tænde op i brændeovnen, og det kan også være en tilbagevendende begivenhed at samles i den tilstødende stue for at hygge igennem med varm te og en film på fladskærms-tv’et. Planløsningen byder for øvrigt på to badeværelser og fire soveværelser, som er opdelt i to soveafsnit, så huset kan oplagt benyttes af to børnefamilier.
Udendørs
På flere sider af huset finder I flotte træterrasser, så I kan sætte jer lige der, hvor der er mest sol og læ. Morgenerne kan oplagt foregå på østterrassen, mens det større og delvist overdækkede opholdsmiljø mod sydvest er perfekt lidt senere på dagen – ja, helt frem til sengetid, hvis I ikke kan få nok af den friske, salte luft og de ugenerede omgivelser med udsigt til klitternes marehalm.
Beliggenhed
Selvom sommerhuset ligger bare 50 meter fra stranden, bor I godt og temmelig ugeneret i ly af klitrækken. Fra grunden kan I følge en sti op på klittoppen, hvis I får lyst til at skue ud over Vesterhavet, og I kan naturligvis også medbringe badetøj og strandspil på den korte tur, hvis I er i humør til at bade og dyste i strandtennis. Fra huset har I nem adgang til Vrists trinbræt, når I vil på en hyggelig togtur ud i det smukke lokalområde, og lidt længere væk finder I et sæsonåbent minimarked.