Velindrettet sommerhus til otte personer – med aktivitetsrum og udespa
Hus-ID: 288Du får rig mulighed for at fylde feriedagene med både leg, hygge og afslapning, når de foregår på Doblervej 15 i Vejlby Klit. Det udendørs spabad, saunaen og stuens rare sofahjørne indbyder til at tage den helt med ro, og i aktivitetsrummet kan legebørn i alle aldre have det sjovt – når I altså ikke bader i Vesterhavet og nyder strandlivet bare 250 meter væk.
Velkommen indenfor
Her i huset er der sengepladser til otte personer, og rumfordelingen er gennemtænkt, så I sagtens kan være to familier, hvis det er ønsket. En entré og to badeværelser hører til de mere praktiske rum i huset – men der er også tænkt på at forsøde tilværelsen i form af en dejlig sauna. I opholdsafdelingen ligger køkken og stue i åben forbindelse, og lige ved siden af er aktivitetsrummet placeret. Her kan du dyste i pool og dart med de andre i selskabet, og du kan også prøve at slå rekorden på den klassiske flipppermaskine. Selv husets hems fungerer som en god opholdsplads, for her er der nemlig en PS4-spillekonsol at hygge sig med.
Nyd livet udenfor
Terrassemiljøets dejlige spabad er med til at udvide rammerne for, hvornår du kan slappe af udenfor – der er nemlig ikke noget som et varmt bad på en ellers kølig dag, og på en sommeraften, når området emmer af fred og ro, kan det også være velgørende at sidde her under stjernehimlen. Rundt om huset får du nemt ved at finde en god og ugeneret siddeplads i solen, for der er flere terrasseområder at vælge imellem. Der er også taget højde for, at børnene skal have noget at lege med – inklusiv et gyngestativ, der tilmed står med fin udsigt til det naturskønne sommerhusområde.
Udespaen er udstyret med en 3 kWh varmelegeme - Lang opvarmningstid må forventes.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Fra den lukkede Doblervej kan du bevæge dig lige ud i Vejlby Klits smukke kystlandskab, for eksempel når du får lyst til at nyde panoramaudsigten fra den nærmeste klittop, eller når du vil helt ned på stranden. Med bare 250 meter til stranden kan du nemt få en dukkert i Vesterhavet flere gange om dagen, og hvis solnedgangen ser ud til at blive ekstra smuk, kan du hurtigt nå frem til vandkanten. Vejlby Klits ydmyge trinbræt, der bærer det fornemme navn Victoria Street Station, giver dig mulighed for at stige om bord p å lokaltoget, hvis du vil ud på opdagelse på egnen – og hvis du ikke bare vil blive her i ferieområdet, kan du benytte dig af, at lejere af huset har gratis adgang til aktivitetsmulighederne i Harboøre-Centret såvel som Wærket i Thyborøn.