Besøg også Slotsbryggeriet og smag på Gavnøs prisvindende øl, mens du får en snak med brygmesteren på stedet.
Der er ingen, der kan fortælle indlevende historier som de lokale.
Et besøg på slottet er en unik oplevelse, der vil engagere hele familien. Der er masser af indtryk at tale om på vej hjem og i dagene efter besøget.
Udover et besøg på slottet og den tilhørende slotspark, åbner Gavnø også dørene for flere oplevelser.
Hvert år i april huser slottet nemlig en tulipanfestival, hvor gæster kommer fra hele landet og ser med.
Det er med god grund, for et smukkere syn end en slotshave i fuld flor er ikke til at finde særlig mange steder.
Haven er fyldt med tulipaner i et væld af farver, og det majestætiske, hvide slot står stolt i de prægtige omgivelser.
Blandt blomsterduften og glade gæster kan du mærke historiens vingesus mere og mere for hvert sekund, du tilbringer i haven.
Er du den mere aktive type, som måske ikke er helt begejstret ved tanken om et historisk slotsbesøg? På Gavnø Slot er der noget for enhver smag - også for de mere aktive og modige af slagsen.
Ønsker du en aktiv eftermiddag ved Gavnø Slot skal du prøve trætopbanen Gavnø Go Fly. Her kan du og familien boltre jer i Gavnøs 150-årige trækroner på baner af forskellig sværhedsgrad.
Tag udfordringen op, forcér broer og rebstiger og tilbring nogle fantastiske timer i trætoppene, med dem du holder af.
Bliv overrasket og inspireret på Næstved Automobilmuseum
I de gamle fabriksbygninger på Næstved Havn finder du Næstved Automobilmuseum. Stedet er et nostalgi- og samlermuseum på hele 3.000 m2, der inviterer dig indenfor i en tidslomme og indbyder til timevis af familiehygge.
Er du bare den mindste smule interesseret i biler og andre køretøjer, er denne oplevelse ikke en, du vil gå glip af.
Siger køretøjer dig til gengæld ikke så meget - så vil du alligevel have en smule benzin i blodet efter et besøg på Automobilmuseet.
Her er motorkøretøjer, så langt øjet rækker, og du kan se modellerne helt tæt på.
Ejeren af museet er tidligere autoophugger og har samlet på biler, siden han var 17 år, så du kan glæde dig til at se biler, motorcykler og knallerter i massevis.
Oplev, som noget helt specielt, den bil, Kronprins Frederik kørte i, da han var i USA.
Næstved Automobilmuseum byder også på landbrugsmaskiner, fly modelbiler og modeltog, og så er det en helt særlig tidsrejse at se udstillingen af værksteder og små forretninger fra 50’erne.