Beskrivelse
Dette charmerende og utroligt velholdte sommerhus i Agger ligger på en stor naturgrund omgivet af træer og buske. Fra adressen har I nem adgang til Flade Sø, Vesterhavet og Krik Vig, men det er nu også skønt at blive i jeres egen grønne oase – uanset om I bruger tiden i det lyse opholdsrum, slapper af i udestuen eller soler jer på den sydvendte terrasse.
Indendørs
Sommerhuset har en skøn atmosfære takket være rummenes lyse farvetoner og stilfulde indretning. Naturmaterialer og billeder fra stranden minder jer om, at I befinder jer tæt på kysten, og samtidig har I gennem vinduerne udsigt til den frodige grund – ikke mindst fra den lækre udestue, der hurtigt kan blive jeres favoritrum takket være brændeovnen og det smukke lysindfald. Det er nu også skønt at tilbringe tiden sammen i opholdsrummet, hvor stue og køkken ligger i åben forbindelse, og når det er sengetid, kan I fordele jer på tre gode soveværelser. I forlængelse af badeværelset ligger en sauna, og entréen er på praktisk vis udstyret med vaskemaskine.
Udendørs
Fra udestuen og stuen har I direkte adgang til det solrige terrassemiljø, der breder sig syd for huset. En del af terrassen er overdækket, og i et hjørne er der installeret en udendørs bruser, så I nemt kan skylle sand og saltvand af jer, når I vender hjem fra strandturen. Havemøbler af høj kvalitet sørger for god komfort, uanset om I får en middagslur, slapper af med en bog eller spiser aftensmad i fælles flok, og på græsplænen har I plads til at lege og spille frisbee.
Beliggenhed
Hvis den hyggelige have bliver for lille til jeres fysiske udfoldelser, kan I glæde jer til at komme ud i Aggers naturskønne omgivelser. Nationalpark Thy breder sig rundt om den lille kystby, og der er mange flotte udflugtsmål som Lodbjerg Fyr og Agger Tange såvel som Krik Vig, hvor surferne ofte boltrer sig. Det er også muligt at surfe på Vesterhavet, enten her fra Agger Strand eller fra nogle af de andre gode surfspots langs Cold Hawaii-kysten. I Agger by finder I en købmand og flere gode spisesteder – inklusiv Restaurant Tri, der i 2023 har fået en michelinstjerne. Fra Agger kan I køre til Hurup Thy på under et kvarter, og her har I som lejere af huset gratis adgang til Sydthy Svømmehal samt Sydthy Golfklub.
GRATIS! I har som gæster i dette sommerhus mulighed for gratis at spille golf hos Sydthy Golfklub under hele jeres ophold.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres hos Feriepartner Thy i Nr. Vorupør) samt gratis adgang til tennisbaner (Nr. Vorupør).