Stort og skønt kvalitetshus til ti personer
Hus-ID: 0317Har I brug for et stort sommerhus til jeres næste ferie? Og vil I ikke gå på kompromis med kvaliteten? Så skal I se nærmere på dette lækre og velindrettede sommerhus i Sønderstrand-området, for det kan nemt og bekvemt rumme ti overnattende feriegæster.
Velkommen indenfor
Inden døre i det moderne kvalitetssommerhus, der er opført i 2006, kan I brede jer på hele 190 m². Planløsningen er perfekt udformet med blandt andet fem soveværelser og to badeværelser, så den store familie, to børnefamilier eller flere vennepar kan hurtigt finde sig til rette. Det ene badeværelse er for øvrigt udstyret med både spabad og sauna – hvilket er nogle af de lækre detaljer, der forsøder ferielivet. Der er desuden bordfodbold i husets lille aktivitetsrum, og hvis der er børn med på ferien, vil de sikkert udnævne hemsen til deres private hyggekrog. Det sociale samlingspunkt i huset er et dejligt opholdsrum, som på klassisk sommerhusmanér har loft til kip, brændeovn og store vinduespartier, der giver udsigt til naturgrunden. Ligesom i resten af huset er der gulvvarme her, og det åbne køkken giver jer en dejlig arbejdsstation, når I forbereder morgenmaden og dagens øvrige måltider.
Nyd livet udenfor
Den smukke naturgrund måler 2.600 m², så også ude i det fri er der masser af plads at boltre sig på – og desuden gode faciliteter som beachvolleybane, udendørs bruser, sandkasse og gynger. Terrassen er stor, sydvendt og solrig, og der er endda et overdækket areal, så I kan blive siddende ude, selvom duggen falder.
Kom tæt på de lokale oplevelser
En stor del af dagen kan nemt blive tilbragt i huset og haven – men der er nu også god grund til at begive sig ud i Rømøs smukke naturomgivelser. For eksempel bor I tæt på Sønderstrand, der er kendt som en af Europas bredeste strande. Her kan I køre i bil helt ned på stranden nær Vesterhavet, og for de legesyge er der mulighed for at dyrke vindsport som kitebuggy og blokart. Fugleinteresserede vil sætte pris på at bo tæt på fuglereservatet Stormengene, der går lige ned til Vadehavet. Netop Vadehavet er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og på Rømø arrangeres der året rundt guidede ture, så I kan komme i nærkontakt med den enestående natur. I Havneby kan I spille golf, købe ind og gå på restaurant, og fra havnen kan I tage færgen mod Sild. En anden hyggelig udflugt er at køre over dæmningen og ind til Skærbæk, hvor I har gratis adgang til badelandet i Skærbækcentret.