Pænt renoveret træsommerhus med smuk natur lige udenfor døren
Hus-ID: 0428Vidunderlige naturomgivelser, klassisk sommerhuscharme og moderne forbedringer, der gør ferielivet ekstra komfortabelt. Sådan en skøn trefoldighed besidder dette nyrenoverede sommerhus, så det er det oplagte valg, når I rigtigt skal slappe af og hygge jer i roligt tempo.
Velkommen indenfor
Det sortmalede træsommerhus har stået her i Sønderstrand-områdets smukke natur siden 1966. Husets originale charme og særlige atmosfære kan stadig ses og fornemmes, og samtidig er flere gode forbedringer kommet til – ikke mindst i 2019, hvor det senest blev opdateret. Blandt moderne bekvemmeligheder kan det nævnes, at der er wifi, varmepumpe, fladskærms-tv og opvaskemaskine i huset, og der er endda også gulvvarme på badeværelset. Foruden badeværelset består planløsningen af to gode soveværelser og en dejlig stue med integreret køkkenafdeling. Overalt er udsigten skøn, men måske allerskønnest i stuen, hvor de store vinduespartier giver jer frit udsyn til den kuperede naturgrunds krogede fyrretræer og små lyngbakker.
Nyd livet udenfor
En del af den 2500 m² store naturgrund er indhegnet – hvilket især er et plus for hundeejere. De rolige og smukke omgivelser vil formentlig glæde alle og enhver, for feriefreden kan virkelig mærkes, når I læner jer tilbage i havemøblerne efter en solbeskinnet frokost på terrassen.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Lyngklædte hedearealer, tætte skove og kilometerbrede sandstrande. Rømøs natur er skøn og varieret, og takket være den gode beliggenhed i Sønderstrand-området er der kort gåafstand til hele herligheden. Vråby Plantage ligger eksempelvis ganske tæt på, og der er omtrent 1,2 kilometer til selve Sønderstrand, som imponerer med sine åbne vidder og sit hvide sand. Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, er det helt klart også værd at kigge nærmere på – for eksempel kan I tage på en guidet tur, hvor I går helt ud til østersbankerne for at samle østers. Fra Rømø Golfklubs 18-hullers linksbane har I udsigt over vandet, og fra kajkanten i Havneby kan I følge med, når fiskekutterne kommer ind med dagens fangst. Fra Havneby er det også muligt at tage færgen på en hyggelig udflugt til den tyske naboø Sild.