Flot og stilfuldt sommerhus med skøn beliggenhed tæt på Vesterhavet
Hus-ID: BL1299Leder I efter et rummeligt og velfungerende sommerhus med kort afstand til vandet og andre gode udflugtsmål? Så er dette hus bestemt værd at kigge nærmere på.
Indretning
Sommerhuset her har ikke mange år på bagen og er opført i de bedste materialer og med den højeste kvalitet for øje. Indretningen er lys, bekvem og stilfuld, her er højt til loftet og det smukke nordjyske lys strømmer ind ad de store vinduespartier. Møblerne er moderne, og ejernes sans for at skabe en hyggelig og varm atmosfære skinner igennem i valget af tekstiler, brugskunst og lamper; alle detaljer går op i en smuk og harmonisk helhed. Sommerhuset er udstyret med fire soverum og to badeværelser og egner sig dermed både til en stor familie eller til to mindre, og det store opholdsrum med åbent køkken, spiseplads og stue fungerer fint som det centrale samlingspunkt. Holder man ferie i de kolde måneder eller er sommermorgenerne lidt kølige, er det dejligt at tænde op i brændeovnen og slappe af til lyden af det knitrende træ. I kommer heller ikke til at mangle noget hvad angår komfort og moderne faciliteter: her er både vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, spabad, sauna, varmepumpe og parabol med danske og tyske kanaler. Oveni dette er sommerhuset kategoriseret som allergivenligt og af den grund er det derfor ikke tilladt at medbringe dyr på ferien.
Udendørs
Sommerhuset ligger på en stor, plan naturgrund på en rolig stikvej uden meget trafik og støj. Huset har hele tre gode terrasser med små buske omkring til at skærme for vinden. Den ene terrasse er delvist overdækket, her kan I med fordel grille, spise og sidde til langt ud på aftenen. Havemøbler, grill, parasol og liggestole er naturligvis til rådighed.
Beliggenhed
Saltum er et populært ferieområde, ikke mindst pga. den smukke natur, skoven og den korte afstand til Vesterhavet. Saltum Strand ligger lige knap en kilometer fra sommerhuset og er lige så lækker og indbydende som strandene i Blokhus og Løkken, men knap så befærdet. Har I børn med på ferien, anbefaler vi at købe et dagskort til det nærtliggende Faarup Sommerland, som flere gange er kåret til Danmarks og Nordens bedste og flotteste forlystelsespark. I Blokhus kan I besøge det store, subtropiske badeland på en regnvejrsdag og nyde den charmerende sommerstemning på Torvet på en solskinsdag; byen har et væld af butikker og restauranter og en masse aktiviteter på programmet i alle større ferier, se evt. mere på www.blokhus.dk.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).