Moderne og velholdt feriehus 250 meter fra Limfjorden.
Hus-ID: LF227I kan brede jer på 88 dejlige og velindrettede kvadratmeter, når I holder ferie i dette hyggelige sommerhus i Kjærgaarden. Inden døre er bl.a. brændeovnen med til at gøre ferielivet ekstra afslappende, og som endnu et plus ligger huset bare 250 meter fra Limfjorden.
Velkommen indenfor
Både indretningen og planløsningen er gennemtænkt, så seks feriegæster kan hurtigt føle sig godt tilpas i de moderne indrettede rum. Tre soveværelser ligger i hver sin ende af sommerhuset, mens stuen ligger centralt som det sociale samlingspunkt. I stuen er atmosfæren lys og indbydende takket være de store vinduespartier, og brændeovnen, de komfortable siddemøbler og TV’et med Chromecast er med til at skrue op for hyggestemningen. Derudover ligger et flot køkken i åben forbindelse med stuen, så madlavning og kagebagning kan sagtens blive et fælles ferieprojekt. På praktisk vis er der to badeværelser i sommerhuset, der begge er indrettet med bruser og gulvvarme. Det største er desuden udstyret med vaskesøjle, og i en niche står et badekar, der indbyder til afslapning og rolige wellnessstunder.
Nyd livet udenfor
En dejlig, delvist overdækket træterrasse smyger sig rundt om sommerhuset, så I kan stille liggestolene lige der, hvor solforholdene er bedst. På en lys sommeraften er det hyggeligt at tænde op i grillen og nyde aftensmaden ude i det fri, og når I er klar til at rejse jer fra havestolene, kan I dyste i vikingespil eller andre havespil på grundens store græsplæne.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Kjærgaarden er et fredeligt sommerhusområde, der ligger naturskønt lige ud til Limfjorden. Lige ved siden af sommerhuset går en sti ned mod strandengen: Der er blot 250 meter til vandet, så I kan sagtens starte og slutte dagen med en spadseretur, hvis I vil slå smut eller bare nyde den friske luft og den flotte fjordudsigt. Der er sågar en badebro, så en frisk dukkert kan også nemt lade sig gøre, og derudover er der både legeplads og petanquebane tæt på huset. Indkøb kan klares i Vestervig, der også byder på en hyggelig kro og en flot kirke, der ligefrem er Nordens største landsbykirke. Det kan også anbefales at køre til Hurup, for eksempel for at spille golf eller nyde livet i Sydthy Kurbad – og I skal heller ikke snyde jer selv for en udflugt til Vesterhavet og Nationalpark Thy.
Andre faciliteter
Rum
Afstande
Regler
Inkluderet i prisen
Forsikring inklusiv
Rengøring inklusiv