Sommerhus med havudsigt fra stuen, køkkenet og terrassen
Hus-ID: LK1786Attraktiv beliggenhed blot 500 meter fra Grønhøj Strand
Velkommen til dette flotte sommerhus, der ligger på en stor naturgrund få hundrede meter fra Grønhøj Strand. Takket være den kystnære placering kan I nyde udsigten over Vesterhavet og de marehalmsklædte klitter fra stuen, køkkenet og terrassen, og på få minutter kan I smutte ned til vandet, når I får lyst til en dukkert i de salte bølger.
Velkommen indenfor
Det store, flotte træsommerhus er på hele 145 m2. Det fremstår nyt, lyst, velholdt og indbydende, og planløsningen er gennemtænkt, så otte personer kan se frem til en særdeles behagelig ferie. Sommerhuset tilbyder fire rummelige soveværelser og to badeværelser, der begge byder på gulvvarme og brusenicher. Sommerhusets samlingspunkt er en stor, niveau opdelt opholdsafdeling med stue og køkken-alrum i ét. Her er der loft til kip, brændeovn og lysindfald fra tre verdenshjørner, og især fra stuen, som ligger et par trin over køkken-alrummet, er havudsigten imponerende, og man har en oplevelse af at sidde midt ude i klitterne. Som ekstra bonus er der et velindrettet kontor, hvor man kan trække sig tilbage for at game eller arbejde, uden at genere de andre.
Nyd livet udenfor
Rundt om sommerhuset er der flere terrasser at vælge imellem. Den ene ligger på samme niveau som stuen, så det er herfra, at udsigten til Vesterhavet er allerbedst – men det er nu også skønt at sidde under overdækningen eller på den sydvendte terrasse, der fremstår som en hyggelig gårdhave og ligger skønt i læ. På den 2620 m2 store naturgrund står der desuden en bænk, som er perfekt til en stille stund, mens I ser solen gå ned og suger naturindtrykkene til jer.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Grønhøj er et skønt sted at holde ferie, for her er fred og ro, frisk luft og smuk natur, som bare venter på at blive udforsket. Til fods kan I begive jer ud i det smukke klitlandskab, hvor småveje og stier fører jer lige ned til den brede og helt utroligt smukke strand, der lokker med hvidt sand og dejligt badevand. Foretrækker I at tage bilen, kan I køre helt ned på stranden og fortsætte langs med Jammerbugten mod enten Blokhus eller Løkken. De to populære badebyer er begge hyggelige udflugtsmål, og for børnefamilier er det oplagt at bruge en dag på at prøve alle forlystelser og badelandet i Fårup Sommerland.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).