Stort og velholdt sommerhus 100 meter fra Løkken Strand
Hus-ID: LK1845I får en smuk ramme om ferien, når den foregår i dette store og velholdte træsommerhus. Gennem vinduerne kan I nemlig kigge lige ud på bølgende marehalm og bløde klitter, og bare 100 meter væk venter Løkken Strand og Vesterhavet.
Indretning
Når I træder indenfor i det 146 m2 store sommerhus, kan I straks mærke den hyggelige atmosfære. Trælisterne på væggene er umalede, loftet er ført op til kip på klassisk manér, og fra alle vinduer kan I nyde den fine udsigt, der minder jer om, at I befinder jer langt væk fra hverdagens rutiner. I den ene ende af huset ligger et stort og rummeligt opholdsrum, hvor I rigtig kan slænge jer i de bløde siddemøbler og hygge jer med madlavning og måltider i det åbne køkken. De to soveværelser er også rummelige, og det samme er badeværelset, der er udstyret med bruseniche, vaskemaskine og tørretumbler.
Udendørs
Den 600 m2 store klitgrund smelter sammen med det omgivende landskab, så udelivet foregår med fri adgang til den vestjyske natur. Nær vejen kan bilen holde, og omkring huset er der anlagt flere dejlige terrasser, hvor I kan grille, slikke sol og nyde ferien i langsomt tempo.
Beliggenhed
Fra den lille, lukkede Fridasvej kan I følge strandstien lige ned til det hvide sand og de åbne vidder på Løkken Strand. 100 meter er en meget beskeden distance at tilbagelægge, så det er ingen sag at smutte derned – også selvom det kun er for at få en hurtig dukkert som afbræk for terrassehyggen, eller hvis I vil nå at fange solnedgangen over Vesterhavet. I kan også vælge at bruge timevis på at svømme, løbe og bygge sandslotte på stranden, for det er selvfølgelig helt op til jer, hvordan ferietiden skal bruges. Lille Norge og Kettrup Bjerge er gode udflugtsmål, når I vil ud i naturen, og en bytur til Løkken kan bestemt også anbefales.
GRATIS! Udlån af trækvogne, barnestole og barnesenge (kan hentes og afleveres på det nærmeste Feriepartner-bureau).