Skønt spahus med attraktiv adresse i Bolilmark
Hus-ID: 0049På den lukkede Mågevej i naturskønne Bolilmark står dette lækre spa hus klar til at danne rammen om en herlig ferie.
Velkommen indenfor
Komfort og kvalitet kan passende være kodeord for sommerhuset, for inden døre er de lyse rum indrettet på særdeles indbydende vis med loft til kip og store vinduespartier. De trælisteklædte vægge og stuens brændeovn hører til nogle af sommerhusets klassiske charmetræk, der bidrager til den gode rumfornemmelse, og den åbne køkkenafdeling samt badeværelsets spabad og sauna er kvalitetsdetaljer, der gør ferielivet ekstra luksuriøst. Sovepladser er der i alt otte af: To soveværelser er udstyret med dobbeltseng og et med to enkeltsenge, og på hemsen kan I rede op til to personer.
Nyd livet udenfor
Rundt om sommerhuset breder en dejlig fliseterrasse sig, så I kan sætte jer i havemøblerne lige der, hvor solforholdene er bedst. Den sydvendte del af terrassen ligger en smule sænket og i læ på den kuperede naturgrund, og derfor kan solbadning og grillmiddage foregå ganske ugeneret.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Bolilmark er et attraktivt sted at holde ferie, og ikke mindst på den lukkede Mågevej ånder alt fred og ro. Et vidtstrakt, fredet naturområde venter lige i nærheden, og her kan I følge de gode stisystemer, når I trænger til frisk luft og motion. Er I i humør til en badetur, går der en vandre- og cykelsti lige til Lakolk Strand – og hvis I foretrækker at tage bilen, er det tilladt at køre helt ned til vandet på den kilometerbrede strand. I løbet af ferien kan det anbefales at se nærmere på Vadehavet, der omgiver Rømø. Udover at være Danmarks største nationalpark står Vadehavet også på UNESCO’s verdensarvsliste som et unikt tidevandsområde, og på Rømø bliver der arrangeret flere typer af guidede ture, hvor I kan samle østers, plukke urter på strandengen og lære det lokale landskab bedre at kende.