Lyst og Indbydende sommerhus i familievenligt feriecenter
Hus-ID: 0359Swimmingpool, minigolf, tennisbaner og legepladser – det er bare lidt af det, du og dine kære har adgang til, når I holder ferie i dette lyse og indbydende sommerhus. Det ligger nemlig som del af Feriecenter Rim Rømø, så med andre ord har både børn og voksne masser at give sig til, men det er nu også dejligt bare at nyde ferien i helt roligt tempo hjemme i stuen eller på terrassen.
Velkommen indenfor
I stueplan såvel som på førstesalens to soveværelser er atmosfæren lys og let, og du kan hurtigt føle dig godt tilpas og folde ferielivet ud i de velindrettede rum. Bortset fra entréen består stueplan kun af ét stort opholdsrum, så her er der mulighed for at lave mad og hygge sig omkring spisebordet såvel som at slappe af i sofaen med bøger, strikketøj eller tv-kigning. Hvis du trænger til en kop kaffe til tv-serien, kan du smutte hen til køkkenets kaffebar for at brygge en kande – og når det nu er ferietid, er der sikkert ikke noget, der hindrer dig i at tage både et afsnit og en kop til.
Nyd livet udenfor
Hvis du ikke er i humør til indendørs afslapning, men nærmere drømmer om solbadning og grill, vil du blive glad for de to terrasser, der ligger i forlængelse af huset. Den største terrasse er skærmet af ind mod naboerne og ligger i det hele taget dejligt ugeneret op mod et grønt hegn, så det er et godt sted at tage den med ro. Og hvis der skal være mere gang i den, er der fysiske udfoldelsesmuligheder for både store og små familiemedlemmer på feriecentrets arealer – ikke mindst de sjove legepladser, der ligger i kort gåafstand fra huset.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Når solen står højt på himlen over Rømø, gælder det blot om at beslutte, hvad du allerhelst vil lave. Der er selvfølgelig god grund til at blive indenfor feriecentrets rammer, for her er der minigolf, boldbaner og en udendørs swimmingpool – plus indendørs svømmebassiner, fitness og familievenlige aktiviteter, hvis vejret skulle skifte. Nogle aktiviteter kan benyttes mod betaling, mens andre er til fri afbenyttelse, og det er selvfølgelig også helt gratis at begive sig ud i Rømøs naturskønne omgivelser, der byder på brede sandstrande, tætte plantager og selvfølgelig det betagende Vadehav, der har en fornem plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Havnebys butikker og spisesteder ligger i bekvem gåafstand, og den lokale golfbane grænser lige op til feriecentret.