Hyggeligt lille sommerhus ved Lakolk Strand
Hus-ID: 0112Velkommen til Alma – et hyggeligt lille sommerhus, der ligger på Rømøs vestkyst ved Lakolk Strand. Her kan I se frem til en skøn ferie, fuld af strandture, hyggestunder i stuen og tilbagelænet terrasseafslapning.
Velkommen indenfor
Med sine 45 m2 kan sommerhuset måske ikke prale med sin størrelse. Planløsningen er til gengæld god med to soveværelser, et badeværelse og en stue med åbent køkken. Og hvem har også brug for mere plads, når I er taget i sommerhus for at hygge jer sammen og med masser af tid til at spise morgenmad, spille kort, tage på udflugter og snakke til langt ud på aftenen. På det ene soveværelse står en dobbeltseng og på det andet to enkeltsenge, så I kan altså holde ferie op til fire personer her i huset. Værd at bemærke er det pæne badeværelse, og i stuen er der varmepumpe med køl såvel som fladskærms-tv med Chromecast.
Nyd livet udenfor
Syd for sommerhuset ligger en dejlig træterrasse, der er perfekt til solbeskinnet afslapning med gang i grillen og godt selskab. Afskærmningen giver læ mod både øst og vest, og mod syd kan I kigge ud over det grønne område, som grunden grænser op til.
Kom tæt på de lokale oplevelser
Lakolk er lig med strandferie, for her ved Rømøs vestkyst er der rig mulighed for at boltre sig i hvidt sand og blå bølger dagen lang. Bare 700 meter fra sommerhuset venter Lakolks kilometerlange sandstrand, hvor I kan slænge jer på strandtæpper, gå lange ture, flyve med drage eller sågar ride på hesteryg i vandkanten alt efter jeres ønsker. En badetur i Vesterhavet er selvfølgelig også oplagt, og her kan hele familien være med takket være det lave vand og de små, børnevenlige indsøer. I kort gåafstand fra sommerhuset ligger også Lakolk Butikscenter, og i bil eller på cykel kan I hurtigt komme rundt på Rømø for at udforske de mange hyggelige småveje og Nationalpark Vadehavets skønne natur.